Dagplejer Jeanette Rose

Velkommen i dagpleje hos Jeanette Rose, Østergade 14, 5750 Ringe

Hverdagen i dagplejen

Velkommen i dagpleje hos Jeanette…

… jeg glæder mig til at møde jer

Jeg glæder mig til at give jeres barn en god, tryg og harmonisk hverdag og at inkludere jeres barn i vores fællesskab med kærlighed - tid - ro - knus - kram.

Jeg prioriterer, at jeres barn får en god start i dagplejen. Børn er ikke ens, derfor er det vigtigt at tage hensyn til det enkelte barn, så det kommer til at føle sig tryg - og en del af børnegruppen.

Jeg lægger vægt på, at vi synger og læser hver dag, det giver fordybelse, ro og et godt fællesskab. Vi bruger meget fagtesange, det gør at børnene bliver beviste om deres kroppe og samtidig understøtter vi sproget med fagterne. 

Jeg benytter ofte biblioteket, hvor vi blandt andet spiller musik i musikgården – det nyder børnene meget. Når biblioteket invitere til Musik og Spjæt og Teater deltager vi gerne. Vi bruger også biblioteket til "bare" at læse, hygge og lege.

Jeg bager boller sammen med børnene – gerne hver uge, hvor de nyder at ælte, rulle og mærke dejen, alt imens vi snakker om, hvad dejen bliver til i dag. Er det en slange, små kager eller en bolle til far og mor?

Jeg tilbyder børnene en alsidig kost. Vi snakker fx om, hvad der er på brødet - om der skal rødbeder eller agurk på leverpostejen? At ægget kommer fra hønen, at mælken kommer fra koen, som er på mælkekartonen. Nogle dage spiser vi også varmt mad.

Højtider og traditioner har en stor betydning hos mig, derfor bliver det også en del af børnenes hverdag. Til jul bager vi småkager og laver dekorationer og julegaver. Vi går i kirke og danser om juletræet, i det omfang børnene kan være med til det.

Jeg har en dejlig have med sandkasse, legehus, gynger og cykler, hvor børnene kan udfordre og udfolde sig.  Vi sår frø sammen, vander og planter ud - for til sidst at se frøet springe ud til en fin blomst, som børnene kan få med hjem.

I hverdagen er det vigtigt, at der er tid og ro til at børnene bliver selvhjulpne fx selv at tage tøj og sko af og på. Vi øver os også i at hjælpe hinanden. 

Et godt samarbejde mellem forældre og dagplejer giver den bedste trivsel for jeres barn Engang imellem inviterer jeg på forældrekaffe/fællesspisning, hvor forældre og børn kan mødes og hygge sig og have det sjovt sammen. 

Lidt om mig: 

Jeg er årgang ´61 og bor sammen med min mand Niels. Vi har to voksne børn. Jeg har været dagplejer i over 30 år. Det er en livsstil for mig at være dagplejer. 

Jeg har igennem årene deltaget i diverse kurser og uddannelser, der har været i Dagplejen - senest har jeg gennemført kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde. 

Jeg arbejder ud fra de pædagogiske lærerplaner med alt hvad der rør sig i børnegruppen.