Dagplejer Lissi Christiansen

Velkommen i dagpleje hos Lissi Reimer Christiansen, Mågevej 13, 5772 Kværndrup

Hverdagen i dagplejen

Jeg glæder mig til at tage imod jeres barn - og være en del af jeres barns trygge og stabile base. 

Jeg glæder mig altid til at modtage nye børn, og jeg er nok lige så spændt, som i forældre er. Jeg møder jeres barn i øjenhøjde og er omsorgsfuld og anderkendende.  Jeg lægger stor vægt på at tilpasse mig de forskellige behov børnene har, og møder dem der, hvor de er. 

I min dagpleje kan vi godt lide at synge -  og vi gør det hver dag. Vi kan godt lide at være aktive, og jeg lægger stor vægt på motorik og bevægelse - gerne til musik. Vi er ude næsten hver dag. Udelivet er noget jeg vægter meget højt. Vi bruger meget naturen rundt om os. Vi går ture til Mågesøen og fodrer ænderne. Vi går også i skoven og finder dyr og blade. Jeg laver aktiviteter som passer til børnegruppen. Vi bruger også gerne min egen legeplads, hvor der er gyngestativ, rutsjebane og sandkasse. Vi besøger også tit de andre dagplejere, så børnene bliver trygge ved de andre dagplejere og børn.

I min hverdag med børnene bruger jeg også skamler og små trappestiger, når de skal på puslebordet og i barnevognen, da det er rigtig godt for deres motorik.

Jeg gør meget ud af at inddrage børnene i det daglige arbejde, så de føler, at de er en del af fællesskabet. De hjælper med at smøre mad, dække- og tage af bordet og sætte i opvaskemaskine eller tømme den. De er også med til at feje gulvet.

Det er vigtigt for mig, at børnene i deres dagplejetid gennemgår en udvikling, så de kan klare alderssvarende opgaver fx at tage tøj af og på, så de er klar til at komme i børnehave. 

Lidt om mig:

Jeg er årgang 1963, gift med Lars og sammen har vi 3 store børn. Rasmus årgang 1989, Sebastian årgang 1994 og Emilie årgang 1996. 

Jeg har boet 7 år i Grønland, hvor jeg brugte min kontorassistentuddannelse. Jeg er også uddannet SOSU assistent og har kørt i hjemmeplejen. Jeg har været ansat som dagplejer siden januar 2007 – det er simpelthen det bedste, jeg har gjort for mig selv og min familie. Derudover er mit dagplejehjem allergivenligt. 

Jeg glæder mig til at passe jeres barn.