Dagplejer Malene Hjorth Berthelsen

Velkommen i dagpleje hos Malene Hjorth Berthelsen, Møllehøjvej 64, 5792 Årslev

Hverdagen i dagplejen

Jeg glæder mig til at tage imod jeres barn.

I min dagpleje får jeres barn en rolig men spændende hverdag fyldt med kærlighed, tryghed og omsorg. Her hos mig er der hjerterum og plads til at børnene kan udfolde sig - både inde og ude. Jeg lægger stor vægt på de forskellige behov, børnene har. Jeg møder dem i nuet, lige der hvor de er. Jeg planlægger dagen ud fra det med udgangspunkt i dagplejens pædagogiske lærerplaner. 

Igennem leg og læring hjælper jeg jeres barn til at blive en selvstændig person. Vi træner også i at tage tøj af og på, og sidde på potte med henblik på, at de bliver renlige inden opstart i børnehave.  Jeg inddrager også børnene i almindelige daglige gøremål fx dække bord, rydde af, rydde op og bage boller i det omfang, de kan. 

Jeg lægger stor vægt på, at børnene kommer ud hver dag og får frisk luft. Vi bruger kroppen og styrker motorikken. Det kan være leg i haven, en tur på legepladsen og andre ture ud i det blå.

Lidt om mig: 

Jeg hedder Malene og er årgang 71. Jeg er opvokset i Årslev/Sdr.Nærå og bygger hus på Møllehøjvej, hvor vi får en dejlig have, hvor der er god plads til at børnene kan lege. Indtil vores nye hus er klar, passer jeg børnene i legestuen. Jeg bor sammen med mine store piger, som er født i 1999 og 2003. Derudover består vores familie af 2 katte. 

Jeg er oprindelig uddannet engros assistent, og jeg har arbejdet inden for flere forskellige brancher. Jeg har blandt andet arbejdet i en børnehave og har 4 års erfaring som dagplejer i den gamle Årslev Kommune. Jeg har i 9 år haft min daglige gang på kontoret i Årslev Tømrerforretning sideløbende med et par andre småjobs, men har siden februar 2017 været ansat i Dagplejen. Jeg er derudover frivillig på Polymeren, fordi jeg gerne vil være med til at sikre, at vores by er et rart sted at bo og vokse op i.