Dagplejer Jytte Jakobsen

Velkommen i dagpleje hos Jytte Jakobsen, Møllehøjvænget 4, 5792 Årslev

Hverdagen i dagplejen

Hos mig er der plads til det enkelte barn. 

Her i min dagpleje skal vi alle have en sjov og indholdsrig hverdag. Det skal være trygt for både børn og forældre.

Jeg ser anerkendende og omsorgsfuldt på det enkelte barn, hvilket sagtens kan lade sig gøre med 4 - 5 børn i hverdagen. Jeg tager gerne imod børn og familier med særlige behov. Jeg har i mine 25 år som dagplejer været så heldig at passe to børn med downs syndrom, hvilket har været en spændende og lærerig udfordring. Jeg kan også godt lide at være den, der giver den unge mor et kærligt klap på skulderen.

Vi kan godt lide at synge og bevæge os. Vi laver hjemmelavede sange og remser - og synger selvfølgelig også de kendte børnesange. Vi læser eller kigger i bøger flere gange om dagen.

Jeg bruger det som børnegruppen er optaget af til dagens aktiviteter. Det kan være leg med bondegårdsdyrene, som bliver brugt til sprogaktiviteter og til at styrke de sociale kompetencer. En anden dag kan det være at gynge, der er spændende. Børnene kører gerne scooter eller på løbecykel på min legeplads i min have. Vi holder også af fællesskabet med andre dagplejere og deres børn.

Børnene hos mig tager aktivt del i de daglige gøremål, så som borddækning. Vi gør meget ud af vores spisesituationer, hvor vi sidder sammen ved spisebordet. Det skal være hyggeligt, og vi bruger den til at få snakket sammen.

Det er vigtigt for mig at børnene gennemgår en udvikling i løbet af deres dagplejetid hos mig. Det gælder både sproget og det at klare alderssvarende opgaver såsom at tage overtøj af og på. De skal blive klar til børnehaven. Jeg bruger skamler og stiger til puslebord og barnevogn, hvilket også styrker deres motoriske udvikling.

Lidt om mig: 

Vi er en ikke-ryger familie, som består af Keld og jeg. Vi har 3 voksne piger, som er flyttet hjemmefra. Jeg er årgang 1963, uddannet plejehjemsassistent og har været dagplejer siden 1990. Jeg har i mere end 10 år har jeg fungeret som arbejdsmiljørepræsentant.