Camilla Bek Paulsen

Årslev

Hverdagen

I min dagpleje vægter jeg nærvær, omsorg og ro til at gro. Børnene vil blive mødt med struktur og genkendelighed hver dag, så de kan bruge deres energi på leg og udvikling.

Vi vil i perioder fordybe os i f.eks. kroppen, hvor børnene vil lære om deres krop og hvad den kan, gennem bevægelse, lege, sange og billeder. Der kan også komme perioder, hvor vi har ekstra fokus på sanserne. Vi vil høre lyde fra dyr, lugte til krydderier, føle en fjer over maven eller smage på mad med forskellig konsistens.

Børnene vil komme udenfor hver dag. Nogle dage går vi i urtehaven og planter grønsager og senere vil de være med til at hive dem op og spise dem. Andre dage tager vi på tur til skoven og ser, hvad vi kan finde i skovbunden.

Da min datter havde sprogvanskeligheder som lille har det gjort, at jeg har ekstra fokus på børns sproglige udvikling. Derfor vil jeg lave lege som styrker børnenes mundmotorik. Ydermere benytter jeg mig af ”tegn til tale” som en fast del af hverdagen. Tegn til tale er nogle simple tegn, som jeg benytter mig af for at kunne ”snakke” med de mindste børn, som ikke har fået et sprog endnu. Disse tegn kan være (tørstig, sulten, mere, lege, vente m.m.)

Jeg bruger meget fysisk kontakt i samværet med børnene, da det at blive holdt om, er med til at udvikle et godt selvværd og god trivsel.

Om mig

Jeg er født i 1992. Jeg er gift med Dennis og vi har Emily fra 2013 og Theis fra 2020. Desuden har vi en Golden retriever og høns.

Uddannelse og kurser

Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet med børnefamilier. Jeg har også arbejdet et par år med vuggestue og børnehavebørn.

Jeg vil gerne være med til at give de små børn en tryg og god hverdag, hvor de trives, mens de er i min dagpleje.

Spørgsmål? Kontakt os

Camilla Bek Paulsen

Carl Nielsensvej 71

5792 Årslev