Malene Kruse Malling

Årslev

Hverdagen

Jeg lægger stor vægt på, at børnene får en tryg og glad hverdag, og det hele foregår i børnenes tempo. Hos mig skal børnene mærke roen og nærværet samt opleve at blive set og hørt. Det er derfor vigtigt for mig at gøre hverdagen hjemlig og fyldt med omsorg og overskud, så det enkelte barn og børnegruppen kan udvikle sig, skabe venskaber og blive selvhjulpne.

Jeg tilrettelægger min hverdag efter børnenes behov, der skal være plads til forskelligheder. Det er vigtigt, at børnene føler sig mødt, værdsat og værdifulde i samværet med mig og de andre børn. De skal føle, at de har en ganske særlig plads i vores lille gruppe og er vigtige for vores fællesskab.

Jeg er ude-menneske og bruger naturen til motorisk udfoldelse, og derfor bestræber vi os på at være ude hver dag uanset årstiden. Det kan være leg i haven, på legepladsen, på sportspladsen, i skoven eller gåture, hvor børnene kan løbe frit.

Jeg synger meget med børnene, og alt efter børnegruppe og alder kan jeg godt lide at være kreativ med dem.

Om mig

Jeg er årgang 1979, og jeg bor sammen med min mand Kent og vores to børn Nicoline fra 2005 og Noah fra 2008.

Jeg har været dagplejer fra 2006-2011, hvorefter min familien og jeg flyttede til Spanien på grund af min mands job. I 2018 vendte vi tilbage til Danmark. Vores hjem er røgfrit, og vi har masser af plads til både inde- og udeleg.

Malene Kruse Malling

Stationsvej 71 

5792 Årslev