Dorthe Hedegaard
Hverdagen
Mit hjem er børnenes hjem. Her er hjerterum, højt til loftet og masser af kys og kram i et roligt, nærværende og fantasifuldt miljø.
Jeg vil gerne samle børnene om de ting, som vi laver. Vi kommer til at snakke rigtig meget – både med udgangspunkt i børnenes interesser og bøgerne, som vi læser. Der skal synges, danses og fortælles historier.
Børnene skal øve selv at tage tøj på, at dække bord, hjælpe til i køkkenet og rydde op. Der skal eksperimenteres med maden; hvad smager bittert, surt, sødt, hvilken form og farve har det.
Jeg kan godt finde på at lave picnic med madpakker eller gå udenfor i regnvejret for at hoppe i vandpytter eller lave mudderkager. Udenfor kan vi også lege i sandkassen, gynge, spille bold på græsplænen eller køre på scootere. Vi kan gå på opdagelse i skoven, kigge på blomster og fugle samt bruge naturen som motorikbane.
Dagligdagen er struktureret omkring faste rutiner som formiddagslure, middagslure og spisetider. De daglige aktiviteter vil ligge på faste tidspunkter for at skabe struktur og forudsigelighed, men derudover er alt muligt. Det er vigtigt for mig, at børnene trives og får plads til at udfolde sig.
Det skal være rart og trygt at aflevere jeres børn hos mig. Derfor er relationen og dialogen med jer forældre vigtig, så vi sammen kan sikre den bedst mulig trivsel og udvikling for jeres barn.
Om mig
Jeg starter som dagplejer til maj 2020. Jeg er født i 1985 og bor sammen med min mand Martin og vores to børn; Frederik fra 2015 og Laura fra 2019. Vi er et ikke-ryger hjem og har ingen dyr.
I min fritid danser jeg turneringsdans, hvilket jeg har gjort siden 6 års alderen.
Jeg glæder mig meget til at byde jer og jeres børn velkomne i mit hjem.
Spørgsmål? Kontakt os
Dorthe Hedegaard
Møllehøjvej 12
5792 Årslev