Dagplejer Connie Christiansen

Velkommen i dagpleje hos Connie Christiansen, Jernbanegade 35, 5750 Ringe

Hverdagen i dagplejen

Jeg glæder mig til at tage imod jeres barn. I min dagpleje vil I opleve ro, omsorg, livsglæde, nærvær og mange stjernestunder. 

I min dagpleje lægger jeg vægt på at tilpasse mig børnenes forskellige behov. Jeg er meget anerkendende og omsorgsfuld, og jeg møder børnene, der hvor de er. Jeg gør meget ud af at stimulere børnene i deres udviklingstrin.

Vi synger meget – hver eneste dag – gerne fagtesange. Vi danser, kigger og læser bøger eller leger med biler og tog. Vi hygger os i dukkekrogen og laver mad i legekøkkenet, og når børnene er blevet lidt større, spiller vi spil og bygger puslespil.

Jeg lægger stor vægt på at alle børnene føler sig betydningsfulde. De deltager i de hjemlige aktiviteter, hvor der er god tid til at hjælpe med maden, dække bord og rydde af bordet.

Jeg gør meget for at børnene skal blive selvhjulpne, og hjælper børnene til at blive nysgerrige på ny læring og til at blive parat til børnehaven. 

Vi er ude hverdag, hvor vi bruger sandkassen, gyngerne og klatretårnet. Vi kører på scootere og de store biler. Vi går ofte på tur med barnevognen eller cykler ud i det blå på ladcyklen. Vi besøger gerne Bøgegrotten, hvor vi følger årstiden. Her besøger vi skovtrolden, eller ser til musen i det hule træ. Vi finder en edderkop eller en orm, og vi klatrer på de væltede træer. Vi nyder også at lave kreative ting i følge årstidernes forskellige temaer.

- Hver dag skal være sjov og udfordrende.

Lidt om mig: 

Jeg er årgang 55, og er gift med Svend-Erik, der har et antikvariat. Jeg har været dagplejer siden 1995.

Vi bor i et dejligt stort hus tæt på bus og tog. Vi har en dejlig stor have, hvor der er plads til at børnene kan udfolde sig. Indenfor er der indrettet stort legeværelse med læringsrum og rutsjebane. Derudover har vi katten Futte. 

Kurser og uddannelse:

  • 3 ugers grundkursus
  • 3 ugers efteruddannelse
  • Førstehjælp
  • Børns sprog
  • Kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde