Dagplejer Anita Scharff

Velkommen i dagpleje hos Anita Scharff, Lindelyvej 20, Nr. Søby, 5792 Årslev

Hverdagen i dagplejen

”Giv børnene ret til at lege og lære

At drømme og forme, leve og være.

Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,

Gror det, de gamle kaldte for lykke” 

(Carl Scharnberg)

Jeg glæder mig til at være en del af jeres barns trygge og stabile hverdag:-)

Jeg er en glad, positiv og omsorgsfuld person, som modtager børnene med smil og godt humør. Det betyder meget for mig, at jeg får skabt en god relation til børnene, så de får en god opstart. Jeg tilgodeser hvert enkelt barns behov og møder barnet der, hvor det er. Jeg lægger vægt på at skabe en genkendelig hverdag for børnene med nærvær, tryghed og omsorg. Dagplejens læreplaner vil være en naturlig del af hverdagen. Jeg vægter en god dialog og et ærligt forældresamarbejde. Alle aktiviteter vil være i forhold til børnenes udvikling og alder, hvor jeg bruger rigtig meget tid på, at gøre børnene selvhjulpne på en anerkendende måde så de bliver stolte og glade og klar til børnehave.

Hos mig har børnene god plads til masser af leg og læring. Jeg kan lide at tegne, male, klippe og klistre, læse bøger, sang, rim og remser. For mig vil børnene være i centrum med fokus på en rolig hverdag, som er tilpasset børnenes tempo. Jeg lægger vægt på at være ude i naturen, lege i haven, gå ture i skoven og gå på legepladsen hvor vi møder andre børn og dagplejere. Herudover mener jeg at børnenes egen leg har stor værdi, den er glædesfyldt, kreativ, social og motorisk udfordrende. 

Jeg serverer sund, alsidig og så vidt muligt økologisk mad for børnene. Jeg prioriterer hjemmebagt brød og boller, hjemmelavet frugtgrød m.m. De sunde, fælles måltider i løbet af dagen skal blandt andet bidrage til at børnene udvikler gode mad- og spisevaner. Jeg vægter at skabe en hyggelig atmosfære omkring bordet, så børnene får lyst til at deltage i måltidet og snakken. Det er vigtigt, at børnene deltager i det daglige, og derfor vil de ofte være med til at bage, skære frugt og finde på nye spændende retter, som de små fingre kan hjælpe med.

Lidt om mig: 

Jeg er født i 1967, gift med Michael, har 2 udeboende børn og 3 børnebørn. Vi bor i et dejligt lyst og rummeligt parcelhus, som grænser lige op til legepladsen i Nr. Søby. Vi har en lukket have med fliser og græs, hvor der er rig mulighed for leg og udfoldelser.