Dagplejer Marianne Lundgreen Hedegaard

Velkommen i dagpleje hos Marianne Hedegaard, Gl. Nyborgvej 57, Trunderup, 5772 Kværndrup

Hverdagen i dagplejen

En tryg, kærlig og lærerig base for jeres barn. 

Det betyder meget for mig, at være nærværende og tæt på jeres barn på en kærlig og omsorgsfuld måde. Mit mål er, at alle børn føler sig som en del af fællesskabet.  Jeg elsker at have børnene med i de daglige gøremål. Børnene hjælper med at bage, skære frugt, dække bord, rydde legetøjet op eller andre små opgaver i hverdagen. 

Jeres barn er af natur nysgerrig og vil så gerne være med og det giver en rig mulighed for nærhed, snak og læring. At se børnenes gå-på-mod og glæde er nærmest lønnen i sig selv.

Et mål for mig er også at gøre børnene selvhjulpne og hjælpsomme over for hinanden. Jeg har tiden til at motivere, opmuntre og øve med børnene i dagligdagen. Det er den basislæring, der gør dagen nemmere og mere overskueligt for jeres børn, når de rejser fra mig og videre ud i livet.

Udelivet er en selvfølge for mig - jeg prioriterer, at vi kommer ud så godt som alle dage. For det meste leger vi i haven. I sommerhalvåret er trampolinen et fantastisk sted at være, her er plads til hygge, kram, nærvær og massage. Trampolinen er også et skønt sted at synge eller læse i en bog. Vi kan også finde på at gå en tur ned af markvejen og kigge på får og lam hos naboen - og vi hopper helt sikkert i vandpytter, hvis der er nogen. Det er skønt at se glæden i deres øjne, mens de overvejer, om de skal afprøve den næste pyt eller om de lige skal et smut tilbage og prøve den første igen. 


For mig giver trygge forældre, trygge børn og derfor er det vigtigt for mig, at vi har et godt gensidigt samarbejde med en åben dialog. Jeg synes også, at det er vigtigt, at I som forældre lærer hinanden at kende. Jeres børns første venskaber opstår i dagplejen og I får derigennem mulighed for at holde det ved lige. 

Lidt om mig: 

Om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er en årgang 1964. Jeg er gift med Jesper og sammen har vi 3 skønne børn, som alle er flyttet hjemmefra. Vi har også et barnebarn, som gerne tilbringer ferier hos os. 

Vi bor i dejligt hus på landet i skønne omgivelser med en stor dejlig lukket have til at lege og gå på opdagelse i. Vi har katte, høns, kalve og i perioder grise. Jeg er så heldig at være i mit drømmejob. Jeg har været Dagplejer siden 1993. 

Jeg har deltaget i flere kurser i Dagplejen:

  • Dagplejernes grunduddannelse
  • Leg med sprog
  • Konflikthåndtering i pædagogisk arbejde
  • Forældresamarbejde
  • Førstehjælp
  • Kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde 

Desuden er jeg tillidsrepræsentant for mine kollegaer - et hverv som jeg finder meget spændende og udfordrende.