Dagplejer Bettina Ibsen

Velkommen i dagpleje hos Bettina kaminski de claville Ibsen, Multoften 11, Horne, 5600 Faaborg

Hverdagen i dagplejen

Jeg lægger stor vægt på et åbent og ærligt forældresamarbejde. Når I som forældre kan lide at komme i dagplejen, så smitter det utrolig meget af på jeres barn, og det er med til at skabe ro og tillid. Jeg gør meget ud af at møde børnene i børnehøjde, ned i knæ og sige ”godmorgen” med et stort smil. 

I mit arbejde er der plads og rum til det enkelte barn, da børn ofte er meget forskellige i den måde de lærer ting på. Jeg lægger stor vægt på at hjælpe dem til at blive små selvhjulpne, selvstændige mennesker til deres videre færden. 

Jeg arbejder ud fra Dagplejens pædagogiske læreplaner. Jeg holder meget af de gamle danske traditioner. Når påsken står for døren, sår vi karse og er sammen om at vande det hver dag, ser det vokse og smager på det. Vi finder påskeæg ude i haven og laver gækkebreve, som derefter bliver sendt til mor og far. Vi er rigtig glade for at lave kreative ting sammen, men også bare at nyde en hyggelig stund, hvor vi læser bøger eller synger sange.


Vi er udenfor hver dag, vi leger i haven – gynger, rutsjer og boltrer os og har det rigtig rart sammen. Andre dage besøger vi de andre dagplejere og deres børn eller går på legepladsen og leger. Vi tager også til stranden hvor vi nyder den friske luft. 

Lidt om mig: 

Jeg er årgang ´71 - er gift med Henrik og har 2 dejlige børn, Emma og Mikkel. Derudover er jeg bonusmor til Cecilie, Casper og Camilla. Vi har hund, en dejlig brun Labrador ved navn Triton. Jeg er født og opvokset i Støvring nær Randers, men flyttede til Fyn i år 2001. 

Jeg er oprindelig uddannet både butiksassistent og social- og sundhedshjælper. Jeg har gennemgået følgende kurser og uddannelse i Dagplejen:

  • Dagplejens grunduddannelse
  • Førstehjælp
  • Marte Meo Principperne
  • Kompetenceudvikling i Pædagogisk Læreplansarbejde