Annalise Skov Sørensen

Espe

Hverdagen

Jeg glæder mig meget til at tage imod jeres barn.

Det betyder meget for mig, at børnene er glade og føler sig trygge – jeg prioriterer, at hverdagen i min dagpleje er rolig og genkendelig for børnene. Jeg gør meget ud af at vise børnene at være omsorgsfulde og hjælpe hinanden.

Jeg vægter forældresamarbejdet meget højt, og jeg er altid åben for dialog omkring jeres barn.

Vi laver mange forskellige ting sammen i min dagpleje og jeg tager udgangspunkt i dagplejens læreplaner, når jeg planlægger aktiviteterne sammen med børnene. Når vi er indenfor synger vi sange, læser bøger, tegner og bygger puslespil eller leger lige det vi har lyst til.

Jeg gør også meget ud af at gøre spisesituationen til en hyggelig stund. Vi får altid nogle gode snakke om, hvad vi skal lave i løbet af dagen. Jeg inddrager børnene i de daglige gøremål - de hjælper fx med at dække bordet og rydde af igen. Andre gange hygger vi os med at gøre maden klar eller bage, men vi øver os også i, at tage tøj og sko af- og på, så børnene er så selvhjulpne som muligt, når de skal videre i børnehave.

Vi nyder udelivet på landet, hvor der er ”højt” til loftet. Vi ser på maskinerne, der kører på markerne – det optager børnene meget. Vi besøger køerne og får en snak om, at det er dér mælken kommer fra. Vi nyder også at fodrer hønsene og samle æg, hvilket vi gør hver dag.

Om mig

Jeg er årgang 1959 og er gift med Leif. Vi har to store børn, som begge er flyttet hjemmefra. Familien tæller også to hunde, som betyder meget for os, så det er vigtigt, at I også kan lide hunde.

Vi bor på en gård i Lydinge – tæt ved Espe - hvor vi har mange maskiner, som vi ofte kigger på. Vi har køer på vores anden gård, der ligger tæt på, så børnene har rig mulighed for at opleve dyrene på tæt hold. Hver 14. dag er vi i legestue i Ringe.

Uddannelse og kurser

Jeg har været dagplejer siden januar 1996 og har igennem årene gennemført flere kurser i dagplejeregi - senest kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde.

Spørgsmål? Kontakt os

Annalise Skov Sørensen

Lydinge Haver 6 

5750 Ringe