Start i dagpleje

Hvad skal jeg være opmærksom på inden mit barn starter i dagpleje? Læs om hvordan du hjælper dit barn på vej, til at få en god start i dagplejen.

Luk alle
Åben alle

Hvad sker der i den første tid?

Når du er tilbudt en dagplejeplads

Du bliver tilbudt en dagplejeplads til dit barn cirka 2 måneder og senest 1 måned for behovsdato. Du skal logge på digital pladsanvisning for at læse tilbuddet. Du er velkommen til at kontakte den dagplejer, du er blevet tilbudt og aftale et besøg i dagplejers åbningstid og indenfor 10 dage besvare tilbuddet via digital pladsanvisning.

Opstartssamtale:

Når dit barn starter i dagpleje, bliver du tilbudt en opstartssamtale sammen med din dagplejer. Opstartssamtalen ligger efter første besøg hos din dagplejer og altid i middagsstunden, så der er roligt, rart og rum for en god velkomst.

I opstartssamtalen kan du snakke med din dagplejer om dine forventninger til dagplejen og dagplejer.

Du kan fx fortælle din dagplejer om dit barns start på livet, tryghed, udvikling, soverytmer, kost eller allergi.

Din dagplejer vil fortælle om sig selv og om hverdagen i dagplejen samt det pædagogiske arbejde med dit barn. Du vil også få en masse praktiske oplysninger.

3-måneders samtale:

Du bliver tilbudt en samtale sammen med din dagplejer ca. 3 måneder efter dit barn er startet i dagpleje. Samtalen giver dig mulighed for at fortælle om dit barns opstart i dagplejen og skal sikre et fortsat godt og åbent samarbejde mellem dig og din dagplejer.

Du og din dagplejer aftaler, hvornår samtalen skal afholdes - dog helst i middagsstunden.

Hvad skal jeg medbringe?

Dit barn skal have dette med:

  • Bleer
  • Skum vaskeklude
  • Håndklæde
  • Hagesmæk
  • Godkendt barnevogn med godkendt sele
  • Sengetøj, og evt. sovedyr og sut
  • Sko og støvler efter årstiden
  • Overtøj efter årstiden
  • Solcreme
  • Solhat, hue, vanter
  • Hjemmesko
  • Mindst ét komplet sæt skiftetøj

Fra hjem til dagpleje

I dagplejen vægtes tæt dialog omkring jeres barn. Dagplejeren hjælper og støtter op omkring indkøringsprocessen, så I får startet det nye samarbejde op på bedste vis. 

Det vigtigste, når jeres barn skal starte i dagpleje er at skabe tryghed og tillid mellem jer forældre, dagplejeren og barnet. Dagplejeren vægter god tid til at hjælpe jeres barn godt i gang, i sin nye hverdag, med nye venner. 

Det er helt naturligt, at en indkøringsproces kan være udfordrende for jeres barn, da der er mange nye indtryk barnet skal forholde sig til. Det er derfor helt okay, hvis både søvn og appetit kan blive påvirket i starten. 

Det er trygt at mor eller far er med de første dage i dagplejen. Først i et par timer og dernæst trapper I tiden langsomt op over 1-2 uger. Jeres barn skal vænne sig til alt det nye - en tilknytningsperson, nye indtryk til sanserne, nye lyde, lugte, smage og andre arme som holder anderledes. Det kan for nogle børn være trygt og rart at have en lille ting med hjemmefra f.eks. en sut, nusseklud, eller en bamse. 

Følg med på Aula

AULA i dagplejen bruges til flere formål. Eksempelvis lægger dagplejerne billeder ind af dit barn og dagplejekontoret sender beskeder ud til dig som forældre eks. vedr. feriepasning eller andet. 

Sundhedsplejen

Det er altid muligt at kontakte din sundhedsplejeske for at få sparring om dit barns sundhed.

Dagplejens værdisæt

Den styrkede pædagogiske læreplan

I Dagplejen arbejder vi ud fra den styrkede pædagogiske læreplan. 

Det faglige fundament i Dagplejen bygger på:

  • Dannelse og børneperspektiver
  • Leg
  • Forældresamarbejde
  • Læring
  • Børnefællesskaber
  • Børnesyn
  • Sammenhænge
  • Børn i udsatte positioner
  • Pædagogisk læringsmiljø

I Dagplejen arbejder vi med at skabe sammenhænge mellem de seks læringstemaer:

    • Kultur, æstetik og fællesskab
    • Alsidig personlig udvikling
    • Social udvikling
    • Kommunikation og sprog
    • Krop og sanser
    • Naturliv, udeliv og science

Læringsblomsten

Alle vores dagplejere er særligt uddannede i at skabe udviklende læringsmiljøer for alle børn. Din dagplejer arbejder systematisk og målrettet med dit barns udvikling og læring gennem pædagogiske aktiviteter, som både tager afsæt i børnegruppens sammensætning og det enkelte barns ressourcer og behov. 

Din dagplejer beskriver sit arbejde i en læringsmodel, som er dagplejerens arbejdsredskab med at understøtte dit barns udvikling. Hver dagplejer udfylder 4 læringsmodeller om året, som bygger på den nye styrkede pædagogiske læreplan. Evaluering sker sammen med teamlederen om, hvordan der kan arbejdes videre med læringsmodellerne. 

I nedenstående finder du link til den seneste pædagogiske læreplan for Dagplejen Faaborg-Midtfyn Kommune, som udgør rammen og den fælles retning for det pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Tidlig forebyggende indsats af børn

Dagplejen har stor opmærksomhed på hvert enkelt barns trivsel og udvikling, da tidlig indsats har stor betydning for barnets senere barndom og fremtidige liv.

Dagplejen arbejder målrettet med tidlig forebyggende indsats og målet med den tidlige forebyggende indsats er primært, at forebygge sociale problemer, sygdomme og andre vanskeligheder, der kan få negative konsekvenser for barnets udvikling og trivsel.

Dagplejen er det primære pasningstilbud og dermed det første dagtilbud i mange børns liv. Derfor har Dagplejen et særligt ansvar overfor børnene og forældrene, når vi taler om at sikre børnenes trivsel og udvikling.

Uddannelse og kurser

Vi arbejder intensivt på at tilbyde uddannelsesforløb eller kurser til vores dagplejere. Eksempler på kurser er "Barnets første 1000 dage el. ' Uddannelse for erfarne dagplejere' med flere underlæggende temaer og forløb. Dagplejerne tilbydes kursus af forskellig varighed og I forældre får besked af dagplejeren, når personen skal på kursusforløb. 

Tilsyn af dagplejere

Teamlederen fører tilsyn hos hver enkelt dagplejer og er ansvarlige for den pædagogiske udvikling i Dagplejen. Dagplejen har udviklet et tilsynskoncept til dagplejens lovpligtige uanmeldte og anmeldte tilsyn.

Tilsynet sker i henhold til Dagtilbudsloven § 5. Tilsynet skal sikre:

  • At dagplejens praksis, såvel i hjemmet som i legestuen, er i overensstemmelse med både lovgivning, læreplanen, den sammenhængende børnepolitik, handleguide, samt dagplejens aftalemål for indeværende år.
  • At dagplejeren har de fornødne kvalifikationer til udførelsen af opgaverne.
  • At metoder, aktiviteter mv., sker indenfor forsvarlige og betryggende rammer.
  • At dagplejeren formår at etablere en anerkendende og kærlig relation med de enkelte børn.

Vi er en værdibaseret organisation, som fører strategisk tilsyn efter behov.

Seneste tilsyn  

Spørgsmål? Kontakt os

Dagplejen

Østerågade 40
5672 Broby

Telefon 72 53 43 00

Skriv sikkert til os

Telefontider

Man-fredag kl. 10.00-12.00