Jette Greve
Hverdagen
Jeg glæder mig til at få jeres barn i dagpleje og være en del de første år. Jeg ser frem til at give jeres barn en god, tryg og stabil start på det nye liv uden for hjemmet samt et godt samarbejde omkring jeres barn.
Vi starter dagen med morgenmad for de børn, som møder tidligt. Vi sidder samlet ved bordet ved alle måltider, hvor der er en hyggelig og rar stemning. Når alle børnene er kommet laver vi forskellige ting, hvor jeg tager udgangspunkt læreplanstemaerne – vi skifter tema hver måned. Jeg er altid tæt på børnene, og møder dem på deres forskellige niveauer. Jeg gør meget ud af, at de skal kunne klare små opgaver selv, men at de altid kan få hjælp og støtte af mig.
Når vi spiser frokost snakker vi om, hvad vi har lavet om formiddagen. Vi synger altid nogle sange, når vi er færdige med at spise. Så gør vi lige så stille og roligt klar til at børnene skal ud og sove til middag.
Når børnene har sovet til middag hygger vi os med lidt eftermiddagsmad, derefter forbereder jeg børnene på, hvis vi har aktiviteter næste dag. Det kan fx være, at vi skal i heldagslegestue, som vi er hver 14. dag. Vi skal måske i hallen og lave motorik eller vi cykler eller går en tur – ud i det blå.
Jeg gør meget ud af at jeres barn og I forældre altid føler sig velkomne. Det er vigtigt for mig at I er trygge ved at aflevere jeres barn. Jeg prioriterer, at der er tid til en god snak om, hvordan dagen er gået.
Jeg vægter udelivet meget højt, så vi er ude og lege hver dag. Det skal være meget dårligt vejr, hvis vi bliver inde. Vi leger i min dejlige have – vi går ture, hvor vi snakker om de ting, vi ser, eller vi cykler en tur.
Nogle gange cykler vi i skoven, hvor vi leger på den store bakke eller til Fjellebroen, hvor vi leger på legepladsen og ser på skibene. Nogle gange er vi så heldige, at der kommer en fisker ind med fisk og krabber, som vi kan kigge på. Vi tager også ud til en stor bondegård, hvor vi ser på alle køerne og kalvene. Når det er sommer og varmt cykler vi til stranden ved Svelmø, hvor vi leger i sandet.
Om mig
Jeg har været dagplejer siden 1986. Jeg bor sammen med Niels Henning, vi har til sammen 4 voksne børn og 2 børnebørn. Niels Henning er også en stor del af dagplejebørnenes hverdag her. Vi spiser morgenmad sammen med ham. Det er det helt store hit, hvis han når at læse en historie for børnene inden han tager på arbejde.
Vi har to katte - de er mest udenfor. Vi har også en hønsegård med en masse dejlige høns. Hvert forår får hønsene kyllinger, som står i et bur ude på vores legeplads, så børnene kan følge med i at de vokser sig store.
Uddannelse og kurser
Jeg har sammen med mine kollegaer i V. Åby gennemført et forløb, så vi er bevægelsesdagplejere. Jeg har mange kurser i dagplejen og har senest gennemført kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde.
Spørgsmål? Kontakt os
Jette Dilling Greve
Strandvejen 1
5600 Faaborg